Vi har det sidste halve år samarbejdet med Tivoli om at udvikle det bærende koncept for Tivoli Hjørnet. Et nyt hus fuld af oplevelser og koncepter, der både skal berige lokale, forbipasserende og gæster fra haven, og som skal ligge på hjørnet mellem Vesterbrogade og Bernstorffsgade.

De arkitektoniske tegninger for bygningen er netop blevet godkendt af Københavns Kommune, og vi kan nu glæde os over at Tivoli Hjørnet bliver en realitet og i fremtiden kan skabe merværdi for både Tivoli og byrummet omkring Haven.

Vi tror på, at den demografiske målgruppe vil finde stor glæde i Tivoli Hjørnet og generelt vil være medvirkende til at løfte den del af byen, der mangler kvalitet – og som kan fremstå noget usammenhængende.. Det kommer så nu – og med fornyelse af Axel Torv, Metroen på Rådhuspladsen og Tivoli Hjørnet vil Vesterbro Passage blive et helt nyt midtpunkt, der ikke kun fungerer som transitrum, men tværtimod bliver en attraktiv destination i sig selv. Vi glæder os til at dele mere om projektet og personligt følge udviklingen for Det Indre Vesterbro.