Hvis du spørger os – udvikler ejendomsbranchen i dag primært på en uvidenskabelig og efterhånden utidssvarende baggrund. Vi efterspørger en ejendomsudvikling der prioriterer brugerinvolvering, målgruppeanalyse og bred ekspertise tidligt i processen.

Vi anser de ejendomsejere og –udviklere, der konceptualiserer på baggrund af førnævnte faktorer, som værende i førersædet i den københavnske ejendomsudvikling. De er unikke, fordi de tilbyder et tidssvarende produkt, der opfylder meget specifikke brugerbehov i særlige demografiske områder.

Tidligere har man frygtet at for specifikke produkter i form af kontor- eller beboelsesbyggerier ikke tiltaler en stor nok målgruppe, men det er netop frygten man i dag må fralægge sig, fordi det ikke drejer sig om størrelsen på en eventuel målgruppe – det drejer sig om at man på forkant tiltrækker den helt rigtige målgruppe. Og det må gøres så tidligt i processen som muligt igennem analyse af bl.a. demografi, indkomst, aldersgrupper m.v.